Catrine

”Jeg burde gå ned med stress – men det har jeg simpelthen ikke tid til” (gl.)

Du kender den sikkert. Den der nagende følelse af, at det hele kører lidt for stærkt. At du hele tiden må sætte tempoet op – bare for at følge med. Så du giver den en ekstra skalle og trykker på den berømte PYT-knap flere gange dagligt. Går lidt på kompromis med det, som du egentlig gerne vil stå for. Og det lyder mere og mere skingert, når du til dig selv siger: ”Pyt. Pyt. PYT!!”

Sådan er der mange der har det. Dagligt. Du er ikke alene.

For det bliver desværre stadig mere almindeligt, at vi accepterer stress-symptomer i vores hverdag. Det er der flere grunde til. En af dem er travlhedsmanien. I nogle sammenhænge er der ligefrem prestige i at have travlt. Opgaverne hober sig op, og du får svært ved at overskue og prioritere dem. Resultatet: Op i tempo. Ned i kvalitet. Kom nu!

For nylig blev jeg mindet om dette, da jeg ringede til en potentiel kunde. Jeg skulle præsentere mig selv og mit nye foredrag med titlen ”Jeg går ned med stress – er der nogen, der ska’ ha’ noget med?”. Vi skulle finde ud af, om mit foredrag kunne give mening og værdi for organisationen.

Telefonen ringede op i den anden ende. Der var lidt langt mellem duttene. Jeg glædede mig til at fortælle om foredraget, og alligevel kunne jeg mærke nervøsitetens perler langsomt komme frem på min pande. Måske er foredragets titel lige lovlig provokerende, tænkte jeg i ventetiden. INGEN ønsker jo at ”få noget med” fra en, der går ned med stress. Men titlen er jo valgt for at få tilhørerne til at trække på smilebåndet og sænke paraderne, så der kommer liv i dialogen…

Mine spekulationer blev afbrudt af en venlig kvindestemme: ”Hej det er Christina Pedersen, hvad kan jeg hjælpe dig med?”
”Ja, øh, hej. Jeg hedder Catrine Engelgreen, og du har spurgt til mit foredrag om stress…”. Så begyndte vi bare at tale der-ud-af. Og da jeg siger titlen på foredraget, udbryder Christina med et stort grin:

”Ha! Jeg burde også gå ned med stress – men det har jeg simpelthen ikke tid til!”

Christina og jeg grinede sammen. Så må det alligevel være sjovt, nåede jeg at tænke. Men bag komikken ligger en dyb alvor og et vigtigt signal til at stoppe op, og få lavet en holdbar plan, inden man for alvor går ned med stress.

Hold lige kæft en gang!

Jeg kender selv til, at det kan være svært at stoppe op. Det er lettere lige at overhøre kroppens signaler og den indre stemme, der siger … ”Hey søster – det her er altså ikke rigtig godt!” Min indre dialog førte til en konklusion a la Christinas ”Jeg burde gå ned med stress – men det har jeg simpelthen ikke tid til!” Herefter kom en laaang smøre om, hvorfor jeg IKKE kunne stoppe op lige nu. Det var ting som:

  • Hvis ikke jeg laver det her færdigt, så er der ingen der gør det!
  • Jeg kan jo ikke sige fra, for jeg burde kunne klare det her pres
  • Når jeg har fået ryddet op i kælderen, så kan jeg slappe ordentligt af i weekenden
  • Jeg skal også i gang med at træne – det vil hjælpe på mit oveblik, hvis jeg er mere fit
  • Ja, ja, jeg VED det godt. Jeg burde meditere og slappe helt af nu

På den anden side har jeg en stemme der siger:

  • Du skal til at sove ordentligt om natten unge dame
  • Du kan da sagtens slappe af, uden at rydde op først
  • Hallo, du skal ikke lade dig presse af de andres tempo

Når min krop gør modstand, får jeg somme tider lyst til at råbe til den: ”HOLD LIGE KÆFT EN GANG – jeg SKAL jo nå at lave det her færdigt!”. Når det sker, ved jeg med mig selv, at det lidt for længe har været tid til at stoppe op og ændre kurs.

Misforstå mig ikke. Når vi af og til skal præstere noget særligt, er det både naturligt og gavnligt at opleve stress i kroppen. Du kender det fra eksamen. Når du har forberedt dig, er nervøs og skal levere en vigtig præstation. Det er sundt nok. Kortvarigt vel at mærke. For stress på den lange bane er usundt. Hvis du gennem længere tid kan mærke, at din krop prøver at sige fra. At opgaverne bliver ved med at overstige den tid, du har til rådighed og at kravene overstiger dine ressourcer. Så er det tid til at stoppe op. Skabe overblik og bede om hjælp.

Du får aldrig tid til at gå ned med stress. Men du kan tage dig tiden til at stoppe op i tide. Og jeg håber, at du vil være mere opmærksom på stopsignalerne, når du har læst dette.

Kærligst Catrine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2020 Catrine Engelgreen