Den Grønne Tråd

Historien om hvordan jeg fandt på Den Grønne Tråd

Den Grønne Tråd fandt jeg på et tidpunkt i mit liv, hvor det hele ikke var så rosenrødt. Jeg husker det tydeligt og har beskrevet det her, hvis du er nysgerrig:

”Jamen der er jo INGEN rød tråd i dit CV!” nærmest skreg hun ind i hovedet på mig, så mit hår stod tilbage fra panden. Jeg måtte tørre et par dråber af hendes spydige spyt væk fra mit ansigt. ”øh.. hvad mener du?” spurgte jeg forsigtigt med grådkvalt stemme og blanke blå øjne, der stirrede usikkert på denne karriere-kvinde i det rigtige tøj, med de dyre smykker, stålsatte øjne og helt klart RØD tråd i sit CV.

Hvad er meningen?

”Der er jo ingen sammenhæng, ingen rød tråd i dig, og det du har lavet – hvad havde du tænkt dig? Hvad er meningen med det her?” Spyttede hun videre i en bebrejdende tone. ”Øhhh … altså … det ved jeg faktisk ikke rigtig – lige nu…” sagde jeg forsigtigt uden mod i stemmen, nu med tårerne trillende ned af kinderne. Og så forsvandt hun. Hun gik simpelthen og efterlod mig der alene med mine taber-tanker, uden håb, uden mod, med en følelse af at jeg var tilovers, ikke duede til noget, fordi jeg ikke havde tænkt på den røde tråd i alt det, jeg havde brugt mit liv på indtil nu! Jeg råbte mod himlen ”HVAD ER MENINGEN? HVOR ER MIN RØDE TRÅD? HVORFOR BLEV JEG FØDT?” Men der kom intet svar.

Modløs, håbløs og uden den røde tråd

Det var, da jeg stod lige DER. Alene og udueligt. Modløs, håbløs og uden rød tråd, at jeg tænkte ”jeg vil slet ikke have den røde tråd lige nu – jeg går efter den grønne!” Hvad er DEN GRØNNE TRÅD så? Det fandt jeg selv på :.. for det kunne jeg nemlig godt – helt uden rød tråd i mit CV. Den Grønne Tråd er troen på, at alting kommer i balance igen. Den Grønne Tråd er helt konkret et armbånd af en grøn silketråd, som skal minde os om, at der ER håb. Også når vi ikke lige kan se meningen eller finde sammenhængen i det hele. Den Grønne Tråd minder os om, at der er en mening og en sammenhæng (en rød tråd) med det hele – lige nu kan vi bare ikke se den. Når vi står der med tårer i øjnene. På kanten. Fortvivlet. Når vi føler os alene og mismodige. Lige der har vi ikke brug for, at der er en, der råber os i hovedet ”hvor er den røde tråd?!” – Vi har brug for et menneske, der giver os Den Grønne Tråd. Vi har brug for at have noget, der kan minde os om, at vi kommer styrket ud på den anden side – også af denne krise – med fornyet håb og mod på livet!

Anker til at vende tankerne

Når du vil ændre tanker – så lav et anker! Det er et lille ordrim, som jeg bruger, for at minde mig om, at når jeg har taget en beslutning om noget, jeg vil ændre i mit liv, så skal jeg have noget, der kan minde mig om den beslutning. Mit anker til dig er: Den Grønne Tråd. Armbåndet, som er et helt fysisk symbol på Den Grønne Tråd, skal være et anker for dig til at vende tankerne og TRO på, at du kan klare det, du sætter dig for. Den Grønne Tråd er med til at give dig: HÅB, MOD, LYST og TRO på, at livet er godt, og du kommer til at se den røde tråd senere i livet.
Med Den Grønne Tråd skal du vide, at hvis du selv har mistet troen for en stund – så tror jeg på dig!