keep-calm-and-stop-it-15

Stopdet.dk

STOPDET.DK

Alfred Dusinus Poulsen – det hed min morfar. Sit mellemnavn – Dusinus – fik han fordi han var nummer tolv i søskendeflokken. Tolv børn og mor og far i et lille ydmygt (fattigt) hjem på den jyske hede. Min morfar og hans brødre og søster gik ofte sulten i seng. Det var ikke, fordi de var på kur eller en eller anden speciel diet for at få kroppen til at se lækker ud. Det var fordi der ikke var mad nok.

Nogle vil kalde min morfar for nærig. Han passede godt på sine ting. Og vi drillede ham altid lidt bag hans ryg, fordi når morfar delte bolsjer ud, så måtte man tage ET! Og fik kun det ENE. Han gik ind for MÅDEHOLD. Og vi børnebørn spiste altid op, når morfar var ved bordet. Han havde oplevet knapheden, og han gik til livet med sin opvækst i hukommelsen. Han var meget omhyggelig med tingene.

Det var jeg ikke. Jeg var et rodehoved. Det er jeg til tider stadig. Jeg havde aldrig prøvet at komme sulten i seng, fordi der ikke var mad. Det kommer jeg aldrig til. Der er altid mad nok – mit problem er nærmere omvendt. Jeg er vant til, at jeg kan få det, jeg vil have. Altså sådan indenfor rimelighedens grænser. Men hvad er rimelighedens grænser? Og hvad er bunden for den?

Dyre dyrekort

I dag tænker jeg ofte på min morfar i forhold til det, der sker i vores samfund. Han fulgte altid godt med og var opdateret på samfundets udvikling og seneste nyt. Jeg ville ønske, at han var her, så jeg kunne høre hans vinkel på tingene.

Jeg forestiller mig, at han komme tilbage til jorden, og jeg først lige skal sætte ham ind i sagen, så han kan forstå, hvad det er det drejer sig om. Der er sket meget, siden han døde. Og her kommer jeg så til at tænke på den der skide dyrekort-sag, der kører i øjeblikket:

”Hej Morfar. Det er fordi, der er en supermarkedskæde, der giver børnene 5 dyrekort med, hver gang forældrene køber for 100 kr. De sætter dem ind i en mappe – og man kan vist få 36 kort i alt. Og nu er der sket det (frygtelige?), at en mor har købt for 32.000 kr. men de mangler stadig nogle af de særlige kort, man kan få. Og nu er hun så sur, fordi de skal jo kunne få ALLE kortene. Og så har hun klaget til forbrugerombudsmanden. Og vi diskutere det i de seriøse medier på tv og i aviser. Og nu skal der bruges skattekroner på at undersøge sagen. Hvad synes du, vi skal gøre ved det kæmpe problem?”

Stop det. STOP DET. S T O P D E T!!!!

Min morfar var en holden mand. Men lige præcis på denne her. Der tror jeg, hans udsagn ville være noget i retning af STOP DET. Og så tror jeg simpelthen ikke, han ville bruge mere tid på det. For det kan da ikke være rigtigt?!

Alfred Dusinus samlede for resten sirligt på mønter. Han viste dem stolt frem og interesserede sig for de særlige af slagsen. Der var altid nogle, der var sværere at få fat på (præcis som med dyrekortene!). Og alle os børnebørn var engagerede i at finde 10-øren fra 1959! Jeg kan huske, hvordan jeg ØNSKEDE, at jeg en dag ville få en 10øre tilbage fra 1959, så jeg kunne give den til morfar og gøre ham glad. Vi fandt den aldrig. Men vi havde stor lykke i at lede efter den.

Bunden af rimelighedens grænser

Jeg synes, vi med denne sag er nået bunden af rimelighedens grænser. STOPDET.DK. Jeg bliver for at sige det lige ud en smule forarget over, at vi kan bruge tid, medietid, skattekroner og i det hele taget bare god energi på at diskutere noget sådant. Jeg tænker på min morfar Alfred Dusinus Poulsen fra den jyske hede, der for blot 100 år siden gik sulten i seng. Og i respekt for ham, så STOPPER jeg med at bruge mere tid på de skide dyrekort. For det MÅ være bunden af rimelighedens grænser! STOP DET NU!