06G6411036

Mod til modstand

Mod til modstand

Mit lille hjerte bankede løs under min gennemsigtige hud. Jeg var bleg men havde fået HELT røde kinder. Min puls kørte der-ud-af med en million, mens jeg sad musestille og forestillede mig, at hvis jeg nu IKKE rørte mig – så ville jeg måske slet ikke være der?!

Men det var jeg.

Og jeg sagde ikke noget. Jeg gjorde ikke noget. Jeg havde ikke MODET til det.

Drengene skubbede til Michael. Ikke sådan voldsomt men de der små irriterende skub. Samtidig sagde de ting til ham om hans far. ”Han er en taber”, ”Du fatter heller ingenting”, ”Du er fra en taber-familie”. Alle vidste, at Michael havde et voldsomt temperament. Alle i klassen vidste godt, at lige om lidt så ville Michael gå amok og kaste om sig med stole og borde og være fuldstændig rødglødende tosset. Det var sket mange gange før, når drengene havde mobbet ham op i en krog. Så ville Michael ryge ned på rektors kontor og få en skideballe og få skrevet i bogen. Men det var jo ikke Michaels skyld? Ikke alene i hvert fald.

STOP SÅ!

Jeg kendte Michael godt. Jeg havde leget med ham fra vi var helt små. Jeg vidste, at han ikke altid havde det super sjovt hjemme – for hans far havde også temperament. Jeg vidste, at det til tider blev så hårdt for ham, at han løb hjemmefra. Fra han var 8 år gammel! Så blev hans far bare endnu mere rasende. Men Michael var faktisk en god dreng. Jeg kunne godt lide ham. Og jeg ville gerne lege med ham. Jeg havde ondt af ham. For som vi havde snakket om hjemme ved aftensbordet i min familie ”når man er barn, kan man ikke selv vælge, hvor man vil være”.

”STOP SÅ” råbte jeg inde i mit hoved. Men det kom ikke ud af min mund. Det var som at råbe i vand… ingen lyd kom ud af mine brøl. Hele min krop ville gerne men min stemme kunne ikke tage sig sammen. Den turde ikke. Jeg synes, det var SÅ forkert, det drengene gjorde ved Michael. Og jeg var som lammet. Min krop sitrede. Jeg kiggede væk. Jeg forsøgte at ”lukke for ørerne” men jeg kunne høre det hele. Jeg gjorde IKKE noget.

Jeg havde ikke modet til modstanden.

Mod til at stå op og sige fra

I dag er det d. 4. maj 2015 – 70 året for Danmarks befrielse. Det sætter altid tanker i gang at tænke tilbage på modstandsbevægelsernes aktiviteter i Danmark under 2. Verdenskrig. Som historielærer studerede jeg det nøje og var meget optaget af, hvad der skulle TIL for, at man som ung mand valgte at gå ind i modstandsbevægelsen med liv og lemmer. Man satte sig til modstand mod det eksisterende og sagde ”det her er jeg klar til at DØ for!”.

Men ville JEG have haft modet til modstand? Hvad med DIG? Tror du, at du ville have været med i modstandsbevægelsen?

Helt ærligt. Så tror jeg faktisk ikke, at jeg ville have turdet. Jeg tror, at jeg ville have været en kylling. Præcis som jeg var overfor Michael, da han i 6. klasse blev mobbet voldsomt. Jeg vil gerne sige, at jeg er et modigt menneske, der ville have været klar til at DØ for de værdier, vi har i Danmark. Men jeg er ikke sikker. Jeg ville nok være ham på ovenstående billede der vendte sig om og gik den anden vej. I bedste fald ville jeg have kaffe og kage klar til dem, der vendte hjem fra aktionerne.

I dag vil jeg tænde lys i mit vindue for de modige mennesker, der gjorde noget. TAK til jer. Når man ikke selv er så modig – så er det mindste vi kan gøre at takke dem, der var og er. Og så vil jeg tænde et lys for Michael også. Jeg håber, du har fundet modet midt i al den modstand, du fik.