995796_10151812010630960_1953515851_n

Jeg er på toppen typen

Hendes spidse stemme ramte min ører, som jeg sad der midt i alt mit lort og tænkte STOP verden jeg vil af!

”Jamen Catrine – du skal tænke på, at det er super godt for dig med alle de udfordringer – for det giver dig mulighed for at udvikle dig til noget positivt. Enhver modgang er et tilbud om vækst”.

HOLD. NU. KÆFT. Råbte stemmen højt og bestemt inde i mit hoved, mens tårerne udenpå løb ned af mine kinder. Jeg magter ikke at høre på alt det der positiv pis lige nu. Jeg kan ikke overskue det. Jeg vil bare gerne have lov til at ha det dårligt.

Det hele var gået lidt hurtigt det sidste stykke tid. Jeg havde bragt mig selv i den hårde situation – men det gjorde det nu ikke lettere at være i! Snarere tværtimod. Og nu væltede korthuset bare. De negative tanker tonsede ind over mig som sneen på en lavine. Med større og større kraft og bulder på drengen. Lyden af den var høj i mit hoved.

Det hele var udløst af en høj tandlægeregning. En af dem hvor man tænker, ”hvordan kan det være SÅ dyrt at få taget billeder af bisserne og opretholde en helt almindelig mundhygiejne?!”. 1.250 kr. At betale – værsgo! Jeg havde ikke en buffer til det arrangement (som almindelige fornuftige mennesker sikkert har. Men sådan en er jeg åbenbart ikke?) Lige inden jeg fik regningen, havde jeg fået brugt for mange penge på tøj og sko. Fordi jeg fortjente det ☺ I’m worth it!
Og bedst som min økonomi sejlede lidt. Så tog mine tanker fat i alle de andre områder af mit liv, hvor jeg synes det sejlede:

Jeg er også blevet for tyk. Jeg får ikke trænet, som jeg BURDE. Jeg er meget alene. Jeg har ingen børn. Alle andre er lykkelige og smukke. Jeg er grim. Og jeg har ikke styr på en skid. Jeg kommer heller ingen vegne i min karriere. Jeg bor måske heller ikke helt, hvor jeg gerne vil? Gid jeg havde havudsigt. Som alle andre har. (?!?) Jeg har ikke så smart tøj som alle andre. Jeg kommer aldrig på lækre rejser. Jeg har det altid beskidt. Hvorfor forfølger alle nullermænd i hele verden MIG?????

Verden var imod mig. Det var lille MIG mod resten af verden. En hård kamp og nu kunne jeg ikke overskue det. No fucking wonder.

Venne-punktet
Jeg har været der mange gange. Der hvor det hele bare er noget lort. Og jeg kommer helt sikkert til at komme der igen. Alderen har lært mig at trække lidt drama ud af det.
Det. Går. Jo. Nok!
Men jeg har lagt mærke til, hvad det er der vender det hele for mig. Det er mine venner. De venner, der anerkender, at det ER noget lort. De venner, der siger ”Gud det kender jeg virkelig også godt”. Og så lige så stille begynder at åbne døren ind til mørket så lyset kan komme ind.

Når man står i mørket og døren til lyset bliver åbnet for hårdt op, så tænker man nemlig ”LUK lige så mørket ikke siver ud!”. Det skal gøres med nænsomme, kærlige hænder, så man kan vænne sig til lyset igen.

Det er videnskabeligt bevist, at hvis vi prøver at mentaltræne os selv positive ud af en depression – så bliver den indre hammer faktisk bare endnu større og kan få en til at komme længere ned. Jeg anderkender, at det er vigtigt at tænke positivt. Jeg træner det selv. Dagligt. Men jeg synes også, at der har været en tendens til, at alle livets udfordringer ”lige kan klares med en omgang positive tanker”.

Jeg mener, det er bedre, at vi anerkender hinanden i vores til tider lorteliv. For ved du hvad? Livet gør også ondt! Det er en del af det at leve.

Enhver modgang er et tilbud om vækst! Nærmest skreg min veninde, da jeg stod midt i al min elendighed – men sommetider vil jeg tillade mig at have retten til at svare tilbage:
”Jamen så bliver det et kæmpe stort NEJ TAK til flere vækstmuligheder herfra!”