Fejl

Fed Fejl – hvad kan vi lære af det?

Hvorfor skal det være så hårdt at lave fejl? Måske er det bare mig, der laver et par fejl i staren, når jeg skal lære noget nyt? Men det gør jeg altså. Laver fejl. Det indrømmer jeg gerne.

Måske er det svært, fordi vi kan komme til at grine ukærligt af dem, der laver fejl? Måske er det fordi, det pudser vores egen lille selvtillid af, når vi kan pege fingre af andre for at hæve os selv lidt op?

Selv har jeg lavet rigtig mange fejl. Gad vide hvor mange jeg er oppe på? Det er nu ikke fordi jeg går og tæller. Én kan jeg huske i særlig grad. For den har jeg på video – ohh yes – så kan man jo rigtig få lov til at se den igen og igen.

Det var da jeg for alvor havde besluttet mig for at blive en dygtig foredragsholder. Jeg havde studeret de bedste i Danmark. Karen-Marie Lillelund og Chris MacDonald stod helt oppe på min liste, og jeg var meget inspireret af dem. De var jordnære, talte i øjenhøjde og fik publikum til at grine. Det ville jeg gerne lære.

Med røven i klaskehøjde

Under mine forberedelser satte jeg ”røven i klaskehøjde” og inviterede forskellige mennesker til at komme og høre mine ØVE-foredrag. (som nogle gange var ØV-foredrag ☺). HUHA der var mange fejl i starten. Jeg var ved at skide grønne grise, lige før jeg skulle starte foredraget. Jeg var SÅ nervøs. Talte for hurtigt. Gik i stå. Talte med en masse ØHH’er. Vendte ryggen til publikum – alle de klassiske fejl. Dem fik jeg langsomt rettet ind ved hjælp af mine kærlige feedback grupper.

MEN jeg lavede en grundlæggende fejl med mit kropssprog, som stod i vejen for mit budskab!
Hver gang jeg blev nervøs, så tog jeg fat i min næse og gik rundt som om ingenting var hændt. Det er DET, jeg har på video. Jeg lagde ikke selv mærke til det. Men det gjorde alle dem, der sad i salen, og de havde svært ved at tage det jeg sagde seriøst.

Derfor besluttede jeg mig for at få noget skuespiltræning. Så jeg kunne få rette fejlene ved mit kropssprog lidt ind, så det ikke direkte stod i vejen for mine budskaber.

Hvad siger din indre sufflør?

Et af mine budskaber på mit foredrag er, at vi må tale noget pænere til os selv for at kunne TRO på tingene og have det nødvendige MOD for at rykke os. Det lykkes ikke altid for mig – men jeg træner det (ja faktisk dagligt).

Den søde skuespiller – Jesper – der hjalp mig, fortalte, at inde på teatret, når de øver et nyt manuskript igennem. Så ER der mange fejl i starten. Det er helt naturligt. Nye ting at lære. Nye fejl der skal rettes ind.

På teatret er der ansat en sufflør til at gøre opmærksom på fejlene og få skuespillerne til at rette ind. Det er hende, der sidder i en boks og hvisker replikkerne som hjælp, når der er ægte publikum på.

Suffløren her hed Connie. Hun havde haft jobbet i mange år og havde en periode, hvor hun var lidt træt af det. Denne træthed kom så til udtryk i en spydighed, når skuespillerne på scenen lavede fejl. For Connie råbte ud med spids stemme, der kunne skære gennem jern ”FEJL – OM IGEN!” hver gang en af skuespillerne lavede en fejl. Jesper, skuespilleren der hjalp mig, fortalte, hvordan denne gentagne spidse bemærkning på fejlene blev svære og svære at komme igen på. Det smittede også af på det kollektive humør.

Den modige samtale
Jesper og jeg talte om det. Da jeg underviser i positiv mentaltræning ved jeg, hvor meget de negative udsagn påvirker det enkelte menneske. Faktisk siger videnskaben at for hver negativt udsagn vi får. Så skal vi have 3 positive for at opveje det. Jesper forberedte sig på at tale med Connie om hendes udsagn. Han brugte mig som buffer ”prøv at hør hvad hende Catrine Engelgreen siger om det her…. ”, så det ikke blev en anklage mod Connie. De lavede en lille ændring af det udsagn Connie kommer med når der er fejl på scenen og hun skal påpege den. Den er NOGET mere positivt og hun siger det med en anden stemmeføring, som er mere kærlig og opløftende i tonen. Det lyder sådan her:

FED FEJL – HVAD KAN VI LÆRE AF DET?

Det har løftet humøret. Jeg ved, at Connie også selv fik det bedre. Og det bruger det endnu.

For vi laver da fejl. Gennem hele livet. Måske ikke hver dag. Men ofte. Så hvorfor ikke hilse dem velkommen og lære af dem?

Jeg har været så bange for at fejle, at jeg blev helt handlingslammet. Det sker til tider også i dag. Men i dag har jeg i al ydmyghed lært at holde foredrag og brænde igennem fra scenen med et ordentligt kropssprog (link over til foredragssiden ”holde foredrag skal være et link). Jeg har fået klædt min egen indre sufflør godt på og haft hende til en alvorlig MUS-samtale. Så når jeg laver en fejl i dag, så siger hun kærligt ”FED FEJL – hvad kan vi lære af det?”